BrætspilsBureauet

BrætspilsBureauet vil med brætspil i centrum skabe engagerende

og lærende fællesskaber for børn og unge i hele Danmark.


Vi ønsker på sigt, at børn og unge tager brætspilskulturen med sig i livet

til at understøtte dannende og nærværende fællesskaber.

Hvem er vi?

BrætspilsBureauet er en non-profit og velgørende forening som via workshops, spil-præsentationer, playshops og events udbreder kendskabet til brætspil, og hvordan de kan bruges til læring, uddannelse, dannelse, kompetence-udvikling og øget nærvær.


BrætspilsBureauet tegnes af en bestyrelse, der består af fagpersoner, forskere, brætspilseksperter og praktikere med forskellige tilgange til brætspil, og som er klar til at dele deres viden om spil.


Hvordan støtter brætspil dannelse?

Strategi

I mange brætspil skal viden og erfaring omsættes til en brugbar strategi, hvis man vil vinde spillet. Det kræver blandt andet logisk tænkning, evne til analyse og problemløsning samt socialt samspil mellem spillerne.


Kommunikation

Når reglerne i et spil skal forklares, udfordres, uddybes og tilegnes af alle, kræver det klar kommunikation til hele gruppen omkring spillets mål, regler, rammer og formål. Samtidig kommunikerer alle spil både direkte og indirekte en mening i deres gameplay: altså hvordan spillet opleves, spilles og tolkes af spillerne.


Refleksion

En række brætspil inviterer til refleksion undervejs, f.eks. i evalueringen af en strategi, man hidtil har fulgt. Ved et brætspils afslutning skabes der rum til refleksion og evaluering af ens strategi, der efterfølgende omsættes til nye strategier til næste gang, man spiller spillet.


Kreativ tænkning og kognitiv fleksibilitet

Mange brætspil opfordrer til improvisation og omstillingsparathed undervejs, når strategierne ikke går som forventet. Denne evne er også særdeles vigtig i livet, hvor mange faktorer er ubekendte og/eller ændrer sig. Samtidig udfordrer brætspil spillerne i at kommunikere kreativt under regelstyrede rammer.


Perspektivtagning

Gennem brætspil træner og lærer spillerne empati og forståelse af hinandens indsats, gode intentioner og styrker - særligt inden for spil, der kræver samarbejde.


Fejlmodighed

 I alle brætspil sker al læring gennem fejl. Derfor kræver alle spil, at spillerne har mod til at begå fejl. Man lærer intet af et spil, hvis man konstant vinder eller taber, fordi netop friktionen fra spillet og/eller modspillerne skaber læringsrummet.


Usagt social kontrakt

 I brætspil indgår alle spillere en usagt kontrakt før start. En kontrakt om at følge reglerne, vente på tur og udøve følelseskontrol ved både fiaskoer og succeser under spillet. Den slags implicitte regelsæt styrker læringen, empatien og respekten for andre. 


Kontakt os gerne til en snak om brugen af brætspil til jeres elever / studerende